SELVVÆRD, hvad er det værd?
Selvværd er en omdiskuteret størrelse. Vi ønsker et selvværd der er noget værd. Desværre tror mange fejlagtigt at selvværd er en stationær størrelse. At man fx kan have et kronisk lavt selvværd. Det er også en almen opfattelse, at vi får vores selvværd dannet i de tidlige barndomsår -og at vi må leve med udfaldet livet igennem. Så hvis selvværdet er lavt, så ‘hænger’ man på det og omvendt, hvis selvværdet er højt, ja så skøjter man helt sikkert gennem tilværelsen.
Det er, hvad man kan kalde en fejlopfattelse som der bliver tjent millioner af kroner på i den terapeutiske verden og som slider socialarbejdere op, hvis fornemmeste opgave ofte er defineret som at styrke borgerens selvværd, det være sig barnet/den unge eller den voksnes selvværd.
Heldigvis er der ved at ske et paradigmeskift; vi skal ikke længere bruge kræfter på tanker om lavt selvværd, kæmpe mod negative tanker, analysere, ruminere og vende tanker rundt.
Vi skal forstå, at selvværd er en følelse. En følelse ligesom glæde, tristhed, skam etc. Vi er jo heller ikke kronisk glade, vel?
Alle mennesker har dårlige dage; dage hvor vi tænker øv-tanker om os selv; -jeg er ikke god nok, gab for et spejlbillede, irriterende at jeg præsterede dårligt på jobbet forleden osv… Det er ganske normale tanker og du kender dem helt sikkert fra dig selv?! Des mere du tænker skidt om dig selv eller forsøger at problemløse ved at bruge kræfter på at finde forklaringer på, hvorfor du føler, som du gør eller for den sags skyld på at omstrukturere negative tanker og følelser, jo værre får du det, ofte. For det der sker er rent faktisk, at du vedligeholder følelsen. Vedligeholder din følelse af lavt selvværd.
Dét, du i stedet kan gøre er, at gøre mindre og at lade de negative tanker være. Vi er ude i, at du ikke skal forsøge at fikse noget. Følelsen må gerne være der, dit selvværd er fleksibelt præcis som vejret er det i øjeblikket -nogle dage er det koldt, blæser eller regner, andre dage skinner solen. Fra forskning i Metakognitiv terapi ved vi, at hvis du lader de negative tanker og følelser være, så giver du sindet lov til at regulere sig selv. Vores sind er skabt til selvregulering, ligesom vores krop er det. Du er fx aldrig i tvivl om, at den brækkede arm gror sammen eller en halsbetændelse går væk, igen.
Prøv næste gang du tænker kritisk om dig selv, eller lytter til en borger der gør det, at lade være med at være optaget af at styre tanken eller få den til at gå væk. Det er to forskellige uhensigtsmæssige strategier. Det er vanskeligt at holde en dør lukket og samtidig gå væk fra den. Det er et umuligt projekt og præcis det samme der sker, når du forsøger at styre dine tanker, ved fx at sige, at du ikke må tænke på dit lave selvværd eller at løsningen er, at du blot skal tale kærligt til dig selv.
Du vil relativt hurtig erfare, at hvis du ikke zoomer ind på de negative tanker og følelser, som har det med at formere sig i en fart, og i stedet zoomer ud og holder blikket på det, du var i gang med eller havde planlagt at gøre, så lægger følelsen sig af sig selv. Tanken kommer med stor sandsynlighed igen og derfor må du gentage overfor dig selv, mange gange: Jeg øver mig i ikke at bruge kræfter på de negative tanker.
Og nej, det er ikke sådan, at vi ikke må tænke og føle længere, lidt er godt, men meget er ikke meget bedre, tværtimod. Du kan se sådan på det, at når du har en dårlig følelse om dig selv lige her og nu, fordi der er sket et eller andet, ja, så forholder du dig naturligvis til det. Det er okay at forholde sig til tanken og følelsen og reflektere for en stund. Men det giver ikke længere mening at holde øje med følelsen og konsultere dit selvværd i hverken flere timer, dage, måneder, eller måske år.
Pointen er, at jo flere kræfter og jo mere tid du bruger på at bekymre dig over dit, eller andres lave selvværd, jo mere forstærkes følelsen af et lavt selvværd. Et godt råd er derfor, at stoppe over-håndtering, lad de negative tanker være, så sindet får gode betingelser for at hele.
Nu ved du, at selvværdet hverken er et vilkår i det ulykkelige menneske eller i det lykkelige menneske. Tunge, sorte, larmende tanker er en del af livet. Selvværd er en sindstilstand, der til tider er god, nogle gange rigtig god, andre gange dårlig, vildt dårligt og sådan er det for os allesammen, vejret skifter.
Nyd din dag og husk, at dit selvværd er værdifuldt. Har du tanker der fortæller dig noget andet, kan du med fordel betragte dem passivt.