(del 2) Skab de forandringer unge er forelsket i...
Målbestemt socialfaglig praksis, del 2
Grebene i målbestemt praksis har til opgave, at effektivisere indsatsen, afdække støtten og lette dokumentationen i selve interventionsarbejdet. Nedenstående tre grebs formål er derfor at understøtte socialarbejders systematik i indsatser:
Problem-sortering
Afdækning af kontraproduktiv mestring
Interventions-graduering
Mennesker i mistrivsel har tendens til at over-håndtere sine problemer. Som det første er det derfor gavnligt at sortere problemerne i hhv. dem der kan gøres noget ved og dem der ikke kan gøres noget ved. Det kan virke banalt, men det skaber både overblik og særligt ro i en interventionensopstart.
Når vi sorterer, skaber vi mulighed for at rette fokus mod det der reelt set har et handlingspotentiale. De problemer man ikke kan gøre noget ved, er der ganske enkelt ingen grund til at bruge krudt og kræfter på -da forandringspotentialet her er minimalt.
I forlængelse heraf er det relevant at nævne, hvordan man forholder sig til de problemer, man ikke kan gøre noget ved. Løsningen ligger i, at afkoble sin opmærksomhed fra de tanker der leder fokus hen i blindgyder af problemer der ikke kan løses.
Hold derfor aktivt opmærksomheden på det, der kan gøres noget ved. Det lyder simpelt, men fordi det er simpelt, er det ikke nødvendigvis let at praktisere.
En ung pige vi arbejdede med, blev så trænet i at problem-sortere, at hun brugte det både i arbejdet med sine handleplansmål og i konfliktsituationer. Hun havde lært sig at rette sin reaktion efter det, hun reelt kunne gøre noget ved.
Når problem-sorteringen har fundet sted, går man på opdagelse i, hvorfor problemet er en udfordring og hvad der holder det i live. I desperationen eller mangel på overblik, kan man nemlig let komme til at løse problemer med problematiske løsninger. Konkret betyder det, at man løser et problem med et nyt problem, at tisse i bukserne for at få varmen er et klassisk eksempel herpå. Problemet med den løsning er, at man så har to problemer.
Når man opnår indsigt i, at man selv er “skyld” i problemets omfang samtidig med, at man bliver bevidst om, at det også én selv der har kompetencen til at løse problemet, hænder det, at man overvældes af skyldfølelse i mødet med realiteten. Til det kan vi kærligt sige, at når vi fanges i den kontraproduktive mestring er det fordi, vi forsøger at løsningshåndtere, hvilket umiddelbart giver god mening. Ved at få indblik i den kontraproduktive mestring, skabes der langt bedre mulighed for at agere hensigtsmæssigt.
Når problemstillingen er opstillet og den kontraproduktive mestring er afdækket, skal støtten designes og formuleres så det er helt tydeligt, hvordan der skal interveneres. Ofte kalder indsatsen på høj grad af støtte og gradvist kan støtten nedjusteres i takt med at den enkelte opnår kompetence og derved står stærkere selv.
Ideologisk set skal socialarbejderen altid søge at arbejde sig væk fra det menneske der gives støtte til. Sådan bør enhver intervention anskues. Netop derfor er det givtigt at formulere interventionen i tre niveauer; høj, mellem og lav. Det gør, at den der støttes ved, hvordan forløbet er tilrettelagt og er forberedt på, at støtten aftager i takt med at kompetencer oparbejdes. På den måde opleves det ikke som et ‘svigt’ og fravær af hjælp, når fagpersonen trækker sig. Det handler nemlig både om, at den unge ikke undervejs bliver afhængig af den professionelle hjælp, og om at tydeliggøre om støtten understøtter eller endnu vigtigere, modarbejder målet.
Et anderledes fælles tredje får således plads: Et fælles tredje der handler om, at vi skal løse en opgave sammen!
Der hersker ingen tvivl hos os om, at det relationelle er yderst betydningsfuldt og at tillid er et nødvendigt element i arbejdet med andre mennesker. Men vores erfaring har vist, at relationen og tilliden, i det socialfaglige arbejde, med fordel kan etableres gennem den faglige indsats og at vi bør starte der.
