Målbestemt praksis
- Et system for socialfaglig praksis
Målbestemt praksis udspringer af et behov for at systematisere pædagogisk arbejde og give et fælles hvordan i det enkelte praksisfællesskab.
Faget hviler på et solidt grundlag af teoretisk viden, der ruster pædagoger til at etablere, navigere og agere i langsigtede udviklingsforløb hos de mennesker de arbejder med. Alligevel kan fagpersonale føle sig alene i opgaveløsningen, fordi måden opgaverne løses på, ikke er synkroniseret og det dermed er op til den enkelte medarbejder, at finde sit hvordan.
Greb til praksis
Grebene i målbestemt praksis har til opgave, at effektivisere indsatsen, afdække støtten og lette dokumentationen i selve interventionsarbejdet. Nedenstående tre grebs formål er derfor at understøtte socialarbejders systematik i indsatser:
Problem-sortering
Afdækning af kontraproduktiv mestring
Interventions-graduering
Mennesker i mistrivsel har tendens til at over-håndtere sine problemer. Som det første er det derfor gavnligt at sortere problemerne i hhv. dem der kan gøres noget ved og dem der ikke kan gøres noget ved. Det kan virke banalt, men det skaber både overblik og særligt ro i en interventionensopstart.
Når vi sorterer, skaber vi mulighed for at rette fokus mod det der reelt set har et handlingspotentiale. De problemer man ikke kan gøre noget ved, er der ganske enkelt ingen grund til at bruge krudt og kræfter på -da forandringspotentialet her er minimalt.
Når problem-sorteringen har fundet sted, går man på opdagelse i, hvorfor problemet er en udfordring og hvad der holder det i live. I desperationen eller mangel på overblik, kan man nemlig let komme til at løse problemer med problematiske løsninger. Konkret betyder det, at man løser et problem med et nyt problem, at tisse i bukserne for at få varmen er et klassisk eksempel herpå. Problemet med den løsning er, at man så har to problemer. Ved at få indblik i den kontraproduktive mestring, skabes der langt bedre mulighed for at agere hensigtsmæssigt.
Når problemstillingen er opstillet og den kontraproduktive mestring er afdækket, skal støtten designes og formuleres så det er helt tydeligt, hvordan der skal interveneres. Ofte kalder indsatsen på høj grad af støtte og gradvist kan støtten nedjusteres i takt med at den enkelte opnår kompetence og derved står stærkere selv.
Ideologisk set skal socialarbejderen altid søge at arbejde sig væk fra det menneske der gives støtte til. Sådan bør enhver intervention anskues. Netop derfor er det givtigt at formulere interventionen i tre niveauer; høj, mellem og lav. Det gør, at den der støttes ved, hvordan forløbet er tilrettelagt og er forberedt på, at støtten aftager i takt med at kompetencer oparbejdes. På den måde opleves det ikke som et ‘svigt’ og fravær af hjælp, når fagpersonen trækker sig. Det handler nemlig både om, at den unge ikke undervejs bliver afhængig af den professionelle hjælp, og om at tydeliggøre om støtten understøtter eller endnu vigtigere, modarbejder målet.